Fredfyldt ro
og kreativitet
FORFATTER | HUSET er, hvad ordet antyder ... et hus. Det ligger langt ude i skoven og tæt på vandet. Mere idyllisk, naturskønt og helt meditativt findes ikke, og du kan faktisk bo her, hvis du trænger til fred og ro for dit sind og dine skriverier.

Du finder Refugiet her:

Basnæsvej 160
4230 Skælskør

Praktiske oplysninger:

Indtjekning: Efter kl. 12:00

Udtjekning: Inden kl. 14:00

Indtjekning og udtjekning kan aftales individuelt, men som udgasngspunkt gælder ovenstående tidspunkter.

Ophold betales forud, og reservationen er først gældende, når betaling er modtaget.

Transport:

Den nemmeste måde at komme til refugiet er i bil, og du kan parkere lige ved huset.

Offentlig transport er også muligt. Der kører busser fra Slagelse og Næstved til Skælskør Rutebilstation. Herfra kan du tage en taxi, eller jeg kan hente dig efter aftale.

Lejevilkår:

Du kan læse Lejevilkår og ordensregler her »

Image

Forfatter Coaching - Intensiv personlig sparring

Kom videre i skriveprocessen ved at hente hjælp og inspiration udefra. Et Forfatter Coachingforløb er en effektiv og produktiv måde at få hjælp på. Jeg rådgiver og coacher både inden for skønlitteratur og faglitteratur, og jeg tilbyder tre former: Sparringsmøde, Naturen som assistent og Skrive Refugium.

Skrive Refugium

Kunne du godt bruge nogle dage til at skrive, tænke, arbejde kreativt eller blot finde fred og ro, så er mit lille refugium lige noget for dig. Her finder du nemlig den skønneste natur kombineret med total fred og ro.

Refugiet giver dig - udover fred og ro - også inspirerende og motiverende omgivelser, så du kan koncentrere al din tid og al din opmærksomhed på lige præcis den opgave, du ønsker, uden andre forstyrrelser. Du kan også kombinere dit refugieophold med Forfatter Coaching. Læs mere om dette her »

Image
Tjek ind i det skønne gæstehus, der ligger lige ved siden af Fasanhuset i Basnæs Skov. Her har du fuldkommen stilhed kun afbrudt af de fjerne lyde af fasaner, rådyr og havørne. Omgivelserne inviterer helt af sig selv til gåture og sanselige stunder, som giver dig salve til både sjælen og kreativiteten. Skoven er lige uden for din hovedør, og kun få minutters gang derfra ligger vandet (Basnæs Nor) med den smukkeste udsigt og vilde fugleliv.

Gæstehuset

Selve gæstehuset er indrettet som en hel bolig, hvor du kan få din arbejdsdag eller fredfyldthed til at fungere, helt efter dit eget ønske. Der er en stor entre med te-køkken og køleskab, så du kan lave kaffe/te og mad, hvis du ønsker (Skælskør by ligger kun få kilometer derfra, hvis du ønsker at handle ind). Herudover indeholder huset et stort toilet og badeværelse med brusebad og vaskemaskine, et soveværelse med en queensize-seng (140 x 200 cm) samt en stor stue, hvor der er både sofagruppe, spisebord, skrivebord samt whiteboard og arbejdsredskaber. Du finder altså alle de nødvendigheder og komfort, du skal bruge for at understøtte dit arbejde og din ro, så du kan fokusere på dit formål med opholdet.

Ved siden af gæstehuset ligger Fasanhuset, som er hovedhuset på grunden. Her bor jeg selv, så du ikke behøver at være helt alene i skoven. Jeg forstyrrer dig dog ikke, men du er altid hjertelig velkommen til en kop te eller kaffe og en snak om skriverierne eller livets finurlighed. Her ude langt fra alting er tankerne store og problemerne små :-)
Image

Området

Fasanhuset (og gæstehuset) ligger i skovkanten ved Basnæs Skov, som ligger ved Basnæs Nor. En nor er som en fjord blot mere stille og mere lavvandet. Omkring 7 km fra huset finder du Skælskør, som er den nærmeste by. Her er alle dagligvarebutikker, nogle restaurenter og caféer samt den hyggelige havn. Skælskør er en gammel og meget hyggelig by med bindingsværkshuse og brostensgader. Om vinteren er byen forholdsvis stille, og om sommeren er det en livlig ferieby. Nogle få kilometer fra byen ligger Kobæk Strand, som er en langstrakt og meget flot hvid sandstrand.

Selv skoven omkring huset er meget stille, og der kommer ikke mange mennesker. Dette skyldes især, at det ligger meget isoleret fra oplandet i sin helt egen lille lomme i det fjerneste hjørne af Sjælland. Her er fredfyldt, stille, og fantastisk smukt. Især helt nede ved vandet, der vender mod syd, er der så stille, at du vil blive overrasket. Man finder ikke mange steder i Danmark, hvor du er så fri for lyde fra omgivelserne, som her. På en vindstille dag kan du kun høre vandets milde skvulp og dit eget åndedræt.
Image

Ophold

Mit gæstehus lejes ud til rolige personer, som ønsker at bruge stedet til enten arbejdsro, fordybelse eller blot skøn afslapning langt væk fra byens larm i denne lille skjulte oase (det er også muligt at bo her som par, hvis I ønsker). Det kan lejes til kortere ophold. Du kan derfor ikke langtidsleje huset, men du kan godt leje det for nogle dage. Om du ønsker en enkelt overnatning, en weekend eller måske 3-4 dage, er helt op til dig.

Og så er det ellers blot at begynde at glæde dig. Jeg kan i hvert fald garantere, at en stille stund her ude i den mest naturskønne fredfyldthed vil sætte sig i dig og uden tvivl også stimulere dine tanker og din kreativitet. Der sker ganske enkelt noget magisk, når man fjerner alt unødvendigt og kommer så intenst i kontakt med sig selv og naturen.


Pris pr. overnatning kr. 450,-


Prisen er inkl. el og varme samt neskaffe og the, som er tilrådighed i te-køkkenet. Sengelinned og håndklæde skal du selv medbringe. Læs lejevilkårene her »

De bedste hilsener

Morten Bracker
Forfatter og Vært

Write Away

Modtag nyheder om spændende kurser, workshops, retreats samt særlige tilbud og kampagner.

Aktiver venligst javascript for at indsende denne formular

Image
KONTAKT
 
INFO
JURA
Image
KONTAKT
 
INFO
JURA
© 2022 Copyright - forfatterhuset.dk. Alle rettigheder forbeholdes. Indhold må kun kopieres efter aftale.